Apimondia 2025

Godmorgen Danmark
Lidt over kl. 4 om morgen lyder vækkeurets insisterende alarm, der bryder morgenstilheden og får hjernen vækket til live, mens kroppen stadig protesterer mod at forlade den lune dyne. Kun tanken om de oplevelser, der venter på Apimondia, giver de trætte lemmer vilje til at rejse sig. Med tunge skridt finder jeg vej til badet, hvor resterne af søvnen skylles ud i afløbet, og kroppen langsomt vågner til live. En hurtig portion havregryn finder vej til maven, inden hunden får sin morgentur under den stjerneklare himmel.

Efter en stille gåtur siger jeg farvel, svinger rygsækken på skulderen og sætter kurs mod Kolding, med et kort stop ved bageren, så resten af turen kan nydes med et rundstykke og kakao. I Kolding bytter jeg bilen ud med toget, læner mig tilbage og lader blikket glide ud over landskabet. Solen står op og kaster sit orange lys over et land, der langsomt vågner til hverdagens gøremål. Mens Danmark langsomt vågner udenfor togvinduet, lader jeg de første linjer finde vej til det virtuelle papir omkring min rejse. En rejsen der kun er i sin spæde begyndelse, men snart vil den føre mig helt til Apimondia og forhåbentlig lade rygsækken fyldes med oplevelser og minder, der varer ved.

Api Expo
Min rejse ændrede sig i metroen til en lille pilgrimsfærd, for jeg var langt fra den eneste på vej mod Apimondia. Det havde den fordel, at jeg ikke selv behøvede at navigere, blot følge strømmen. Ved ankomsten lod jeg flokken forsvinde ind i Bella Centers store haller, men ikke for at gå alene. Tværtimod. Kristin fra Honningperler havde valgt at gøre mig selskab om formiddagen, og sammen gik vi rundt blandt de mange stande. Som i en koreograferet dans skiftede vi mellem at kaste blikket på udstillere og at tale om livet med bier, virksomhedernes små og store udfordringer og kommende planer for fremtiden. Vi ses sjældent, men når vi gør, griber vi muligheden for at snakke og sparre. Det var derfor ikke så mærkeligt, at vi fik set knap så meget af udstillingen, som vi havde planlagt.

Først da jeg havde sendt Kristin videre, kunne jeg fordybe mig i de forskellige udstillere. Særligt to fangede min opmærksomhed og ikke mindst smagsløg. Den ene var en biavler fra de lettiske skove, der havde taget en hel serie af smagstilsatte honninger med: chokolade/mandler, jordbær, tranebær, hindbær og citron/ingefær. Jeg fik lov at smage dem alle, og de var både intense og delikate. Udover at glæde ganen, satte de også tanker i gang. Kunne sådan en honning være en mulighed for mig i fremtiden? Særligt varianten med chokolade/mandler så jeg for mig som en sundere konkurrent til nøddepålæg og måske som børnenes nye favorit. Men med de planer jeg arbejder på nu, må idéen nok gemmes i skuffen, indtil tiden er moden.

Fra den samme idé-skuffe kunne jeg dog trække en gammel drøm frem: et bistade, hvor børn og voksne kan kigge ind i biernes fascinerende verden uden risiko for at blive stukket. Jeg har længe ledt forgæves efter sådan et stade, men på Apimondia stødte jeg på en kroatisk virksomhed, der fremstillede opstablingsstader i træ med vinduer på alle sider og et slovakisk stade, som mindede om et trugstade, men med åbning bagtil i stedet for ovenfra. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt forelsket i det slovakiske stade, og det er bestemt noget, jeg vil arbejde videre med i vinterens løb. Især fordi en restaurant allerede har spurgt, om de måtte besøge min bigård. Med sådan et stade kunne jeg give gæsterne en oplevelse af bierne uden at de efterlader et negativt førstehåndsindtryk. Så jeg håber, at når forårets første grønne blade folder sig ud, står der et slovakisk stade i min bigård, der er klar til både at producere lækker honning og til at åbne et vindue ind til biernes verden.

The Global Honey bar
Et andet vindue, der åbnede sig for mig, var honningens mangfoldige smagsunivers. The Global Honey Bar gav en unik mulighed for på ét sted at rejse rundt i verden gennem honningens mange udtryk. Som en turist på smagsrejse valgte jeg kun de varianter, der virkede mest interessante, for ellers var jeg nok bukket under for sukkerchok halvvejs. Alligevel nåede jeg hele vejen fra Arktis til Australien og fra USA til Japan. Jeg smagte på både honning, der var himmelsk lækker, og honning, der trak et par knap så kønne grimasser frem. Det eneste jeg høfligt sprang over, var den såkaldte "honning" fra Kina og jeg tror ikke, der er behov for en nærmere forklaring.

Turen rundt om bordene med de mange honninger blev også en påmindelse om, hvorfor jeg elsker dette gyldne produkt. For honning er ikke bare honning. Det er smagen af det landskab, bierne har haft som deres hjem, og på mange måder et visitkort fra naturen selv. Når vi spiser honning, smager vi ikke kun sødme, men forbinder os også til den natur, som har skabt den. Derfor er honning mere end en lækker smagsoplevelse – den er en bro. En bro mellem os og naturen, som vi i høj grad har brug for, hvis vi skal finde løsninger på klima- og biodiversitetskrisen. Og heldigvis er smagsvariationerne så store, at der findes en honning til enhver gane.

Tak for denne gang
Om eftermiddagen følte jeg, at jeg havde været hele vejen rundt, og da der umiddelbart ikke var nogle spændende foredrag, sagde jeg med et smil på læben pænt farvel til Apimondia og drog ind til København for at finde noget at spise. Jeg havde hørt meget godt om Kristinedal Burger, og nu bød muligheden sig til at prøve stedet. Efter et lækkert måltid var der stadig lidt tid, inden toget skulle tage mig retur til det sønderjyske. Jeg valgte derfor at udnytte det fine vejr, fandt en bænk i Ørstedsparken og fortsatte med at skrive på min rejseberetning fra Apimondia.

Mens ordene fandt vej til det digitale papir, blev det også en gylden mulighed for at reflektere over dagen. Tankerne frembragte et smil på ansigtet, et tydeligt tegn på, at jeg virkelig havde nydt oplevelsen. Som H.C. Andersen sagde: "At rejse er at leve." En rejse bryder hverdagens rutiner og åbner vores øjne for nye indtryk, idéer og ikke mindst mennesker. Det kan være med til at udvikle os og hjælpe os med at finde vores plads i verden. Jeg havde tidligere nævnt, at jeg overvejede at afvikle min biavl og virksomhed, men gennem snakken med Kristin og møderne med udstillerne blev der tændt et lille lys. Et lys, der pegede fremad mod at fortsætte og udvikle både min biavl og min virksomhed. At finde min plads som biavler blandt mine kollegaer og en plads til min lille virksomhed, Hansborg.

Til sidst var det tid til at finde min plads i toget. Inden da lagde jeg dog vejen forbi Torvehallerne, hvor man kan købe alt fra frisk fisk, kød, ost og grøntsager til japanske knive og mad fra hele verden. Fristelserne er mange, men heldigvis er pengene ikke store, og de fungerer som lænker, der holder en tilbage. Men når nysgerrigheden spiller med, holder lænkerne ikke længe. Jeg endte derfor med at købe fire flødeboller med hjem til familien fra Glean. De er 100 procent veganske og lavet på aquafaba – vandet fra kikærter. Med dem i rygsækken var det tid til at presse den sidste energi ud af benene og finde toget hjem mod det sønderjyske.

Både toget og min siddeplads blev fundet, og endnu engang foldede jeg computeren ud for at skrive videre på artiklen. Men det var blevet sent, og den kreative muse havde trukket sig tilbage for natten. I stedet sendte jeg blot en sidste mail, lukkede computeren og lod blikket glide ud på det mørke Danmark, der selv var ved at lukke ned for dagen. Efter den sidste strækning i bil fra Kolding stod jeg endelig hjemme – til en logrende hund, en familie der allerede sov, og en meget savnet seng.’

Således endte min rejse til Apimondia, som blev en dag fyldt med indtryk, smage, idéer og møder, som stadig lever videre i mig. Det blev ikke bare en tur til en konference, men en påmindelse om, hvorfor jeg elsker bierne, honningen og det fællesskab, vi deler som biavlere. Jeg vendte hjem træt i kroppen, men rig på inspiration og med en fornyet lyst til at udvikle både min biavl og min lille virksomhed. Når alt kommer til alt, er det måske netop det, Apimondia handler om: at vi hver især tager lidt ny viden, lidt håb og lidt drømme med hjem og lader dem vokse videre i vores egen bigård.