Skab Bi-Gejstring i haven 🐝

Der skal ikke meget til for at gøre en forskel heller ikke i haven. Uanset om du har en altankasse, en lille baggård eller en stor villahave, kan du nemt skabe gode forhold for bierne. I dette indlæg deler jeg mine egne erfaringer med at gøre haven mere bivenlig og hvordan lidt nysgerrighed, inspiration og jord under neglene kan føre langt.

Invester tid
Da jeg tog mine første skridt som biavler, anede jeg ærligt talt ikke ret meget om, hvilke blomster bierne egentlig foretrækker, eller hvordan man indretter en have, der gavner insekterne. Men heldigvis lever vi i en tid, hvor alverdens viden er lige ved hånden både online og i gode gammeldags bøger. Derfor startede jeg også med at bruge tid på at læse og researche, inden jeg overhovedet begyndte at plante noget. Det blev min måde at finde frem til de rigtige blomster på og jeg har løbende holdt øje med, hvordan bierne faktisk reagerer på de planter, jeg har valgt. For det er i sidste ende dem, der giver den ærlige feedback. 

Besøge haver
Er man som jeg ikke den store læsehest, så kan havebesøg være en fantastisk genvej til inspiration. Jeg har selv haft stor glæde af at besøge andres haver og se, hvordan de har indrettet deres grønne rum både med øje for æstetik og for bierne. Det giver noget helt særligt at stå midt i en blomstrende have og med egne øjne se, hvilke blomster bierne flokkes omkring. Så ved man præcis, hvad der virker, og køber man de samme planter med hjem, er der næsten garanti for summende liv. Samtidig kan man være heldig at opdage blomster, der ikke står på de klassiske lister over bivenlige planter, og på den måde tilføje noget både smukt og særligt til sin egen have.

Tage på kursus
Hvis du ligesom jeg godt kan lide at lære ved at få fingrene lidt i jorden, så er et weekendkursus i permakultur hos Skovmærke lige noget for dig. Her får du ikke bare viden serveret fra en tavle, men du bliver en aktiv del af en lærerig og inspirerende weekend, hvor hænder, hoved og hjerte kommer i spil.

På kurset lærer du, hvordan du kan designe bæredygtige løsninger – hvad enten du har en altankasse midt i byen eller drømmer om en hel skovhave ude på landet. Der er fokus på permakulturens principper og tankegang, og undervisningen foregår i et hyggeligt højskoleformat med små oplæg, øvelser og masser af hands-on arbejde. Du får prøvet kræfter med blandt andet opbygning af bede, sankning i naturen og konservering af grøntsager.

Det hele foregår i et inkluderende fællesskab med andre, der – ligesom dig – drømmer om at gøre en forskel og skabe plads til både planter, mennesker og insekter. Og med emner som skovhaver, mikroklima og tiny houses på programmet, er der rig mulighed for at hente inspiration med hjem til netop din grønne plet

Hver indsats tæller
Uanset om du begynder med en enkelt krukke på altanen eller drømmer om at forvandle hele haven, så tæller enhver indsats. Du behøver ikke være ekspert fra dag ét – det vigtigste er, at du er nysgerrig og tør gå i gang. Bierne kvitterer nemlig ikke for perfekte blomsterbede, men for mangfoldighed, blomster og lidt vildskab. Og hvem ved, måske bliver din have ikke bare et paradis for bierne, men også dit eget lille fristed midt i hverdagen.

Så skab Bi-Gejstring i haven – én plante, én idé og én summende gæst ad gangen. Og har du brug for et nemt sted at starte, finder du min bivenlige frøblanding i webshoppen, fyldt med blomster, der summer af liv og gør både bier og mennesker glade.

Tilbage til blog